søndag den 28. april 2013

Masser af grønne overraskelser, og havefitness der virkelig kan mærkes

Det er næsten som juleaften at gå på opdagelse i haven. Det pibler frem alle steder. Vi begynder endelig at kunne nyde vores skønne have. Vi har glædet os rigtigt meget! Efter den store forårsoprydning i påsken er der sket en masse. Noget er kommet af sig selv og noget har vi kunnet mærke i kroppen i flere dage efter. 

Her er haven 28. april 2013:


Udestuen har gennem den seneste tid huset tre forskellige slags storkenæb venligt doneret af min faster. Der er nogle ret høje nogle, nogle mellem og nogle dværg. Det var egentligt meningen at de skulle have været sat i forhaven, men den plan er lavet om. I første omgang flytter de ind i vores store staudebed i prydhaven.

Jeg købte nogle blomsterløg i Netto sidste år som jeg aldrig fik lagt ud, nu pynter de i krukken på trappen ind til udestuen sammen med mynten.

Rosmarin og timian er plantet i krukker så de nemt kan flytte i udestuen når vinteren kommer
 (om laaaang tid).



De største storkenæb er flyttet ud i dag. De har haft det rigtigt godt i udestuen.

Lavendelbedet er blevet klippet ned. Det ser lidt mere "tæmmet" ud 
og gør at man bedre kan få øje på påskeliljerne.

Der er masser af forglemmigej - her vokser de op ad endemuren på pejsestuen

Bedet under det store Gulborg æbletræ - masser af tulipaner og nogle liljer af en slags?

Havemøblerne er kommet frem og i baggrunden ses hullet efter det gamle æbletræ vi fældede i påsken. Det var desværre nødvendigt at fælde det pga. skurv, men jeg synes nu også at det ekstra lys klæder haven godt.



Rhodondendonen med nogle store flotte knopper



Det store bed i urtehaven er gravet op. Vi knoklede på en hel dag og nåede ikke at blive færdige og jeg skal da lige love for at det kunne mærkes. Vi har gravet mængder af rødder op af dette bed; tidsler, mælkebøtter, peberrod og masser af buskrødder af forskellig art. Vi håber vi kan blive færdige med at grave, så vi snart kan få vendt gødning i og ikke mindst så alle de spændende frø vi har købt.


Det varer ikke længe før vi kan høste rababer. 
Mums!!

Det lille bed i urtehaven trænger også til et god gravetur, vi må se om vi når det i år.


Store flotte knopper på Guldborg æbletræet


Akelejer på vej frem hist og her og allevegne 

Det store bed i forhaven har også fået en ordentlig tur. Det er nu ikke så tosset når man kan se hvor langt man er kommet...Vi er ikke færdige, men det har været noget af et hestearbejde at komme igennem det. Vi havde store planer for forhaven men har været nødt til at prioritere. Ny plan: Vi skal have luget godt ud og så sår vi en masse lækre sommerblomster og laver en blomstereng. Der kommer med garanti lidt ukrudt frem i blomsterengen, men jeg håber på at de fine blomster kan stjæle opmærksomheden. Når vi får bedre tid og er mere afklarede i forhold til behov, laver vi en større renovering.


Forhaven "vilde" bed skal også igennem en forårsrengøring og så skal der sås regnbuelupiner, lilla valmuer og lilla akelejer. Det bliver rigtigt fint, og jeg håber det, sammen med blomsterengen, kommer til at give huset et festligere udtryk.


mandag den 1. april 2013

Forårsoprydning i stor stil

Påsken 2013 kom til at stå i oprydningens tegn. Den helt store af slagsen. 


Onsdag formiddag fik vi leveret dette dyr forhan hoveddøren. 18m3 - værsgo at fylde op. Mandag eftermiddag fyldte vi de sidste grene i. Containeren er blevet godt og grundigt fuld. 
Tænk, hvis det var "Fra skrothave til slotshave" - så ville vi godt nok få os noget af et havebudget.

Her er resultatet af påskens anstrengelser:

Det lille bed i køkkenhaven før vi gik i gang med oprydningen

'
Det lille bed i køkkenhaven efter oprydningen. Der ligger stadig nogle gamle fliser, men de var så fastfrosne, at vi ikke kunne løsne dem. Det må vi gøre når vi skal til at grave haven.

Det lille bed i køkkenhaven før oprydning - modsatte ende. Min mor er i gang med at flytte de gamle vinduer. Jeg tør ikke gætte på, hvor længe de har stået der. Rammerne var så rådne, at de faldt af vinduerne, da vi begyndte at flytte på dem. Så meget for mine tanker om, at vi kunne bruge et af vinduerne til mistbænk. Det er i øvrigt ret fantastisk at have en mor, der har tid og lyst til at give et nap med :)

Det samme hjørne efter oprydningen. Takshækken på denne side var 2, 5 meter bred, så vi var nødt til at give den en ordentlig tur. Det var skønt at se lys i prydhavens staudebed og på grænsplænen igen. Vi krydser fingre for, at takshækken vokser til igen i løbet af de næste par år. 

Alt det gamle ragelse bag brændeskuret

Det er nu helt væk 


Der var de her to gamle hjul i bunken. Jeg kunne ikke nænne at smide dem ud. Måske kan vi finde på noget sjovt med dem, ellers må de ryge ud en anden gang. Indtil videre står de op ad brændeskuret og pynter lidt.

I køkkenhaven er der også et gammelt udhus. Det har fungeret som værksted, men har ikke været brugt de sidste mange år. Vi har arvet hele moletjavsen her i blandt en masse haveredskaber, hvilket ikke er helt så tosset når man kommer fra en 2-værelses, og skal til at holde have. Vi har dog også arvet en hel masse gamle motordele, hængsler, æsker, kasser og meget andet, som vi aldrig kommer til at bruge. Vi har fået lavet den første grovsortering, og det er skønt, at vi ikke længere skal sparke os frem for at komme ind til haveredskaberne.

 Lige ved vores terrasse stod dette gamle æbletræ - alvorligt angrebet af skurv. Det gav ganske få æbler sidste år, så desværre var der ikke ret mange gode grunde til at beholde det.


Det fik en tur med motorsaven, og nu er der åbnet op for morgensol på terrassen.  Det bliver godt når vejret bliver lidt lunere. Brændet ligger i brændeskuret, og kan forhåbentligt give lidt varme i brændeovnen til vinter.

 Denne gamle tjørn måtte også lade livet

Alt i alt har påsken været ganske produktiv. Det bliver en helt anden oplevelse, at gå i haven nu hvor, der ikke fyldt op med alverdens ting i alle krogene. Det er også noget nemmere at komme videre med nye projekter nu, hvor der er ryddet og klart. 

Nu mangler vi bare at frosten giver op for i år, så vi kan komme ud og nyde vores arbejde


Det har nu ikke været arbejde det hele. Her smæsker junior sig i kødsovsen. Det bliver godt når vejret bliver så lunt at vi kan sidde ude og spise :)

 Vi fik også malet påskeæg

Og sidst men slet ikke mindst har jeg fået frø fra Himmel & Have. Tak Nina. Jeg er helt sikker på, at de kommer til at gøre sig godt i forhaven.