Det er næsten som juleaften at gå på opdagelse i haven. Det pibler frem alle steder. Vi begynder endelig at kunne nyde vores skønne have. Vi har glædet os rigtigt meget! Efter den store forårsoprydning i påsken er der sket en masse. Noget er kommet af sig selv og noget har vi kunnet mærke i kroppen i flere dage efter.
Her er haven 28. april 2013:
Udestuen har gennem den seneste tid huset tre forskellige slags storkenæb venligt doneret af min faster. Der er nogle ret høje nogle, nogle mellem og nogle dværg. Det var egentligt meningen at de skulle have været sat i forhaven, men den plan er lavet om. I første omgang flytter de ind i vores store staudebed i prydhaven.
Jeg købte nogle blomsterløg i Netto sidste år som jeg aldrig fik lagt ud, nu pynter de i krukken på trappen ind til udestuen sammen med mynten.
Rosmarin og timian er plantet i krukker så de nemt kan flytte i udestuen når vinteren kommer
(om laaaang tid).
De største storkenæb er flyttet ud i dag. De har haft det rigtigt godt i udestuen.
Lavendelbedet er blevet klippet ned. Det ser lidt mere "tæmmet" ud
og gør at man bedre kan få øje på påskeliljerne.
Der er masser af forglemmigej - her vokser de op ad endemuren på pejsestuen
Bedet under det store Gulborg æbletræ - masser af tulipaner og nogle liljer af en slags?
Havemøblerne er kommet frem og i baggrunden ses hullet efter det gamle æbletræ vi fældede i påsken. Det var desværre nødvendigt at fælde det pga. skurv, men jeg synes nu også at det ekstra lys klæder haven godt.
Rhodondendonen med nogle store flotte knopper
Det store bed i urtehaven er gravet op. Vi knoklede på en hel dag og nåede ikke at blive færdige og jeg skal da lige love for at det kunne mærkes. Vi har gravet mængder af rødder op af dette bed; tidsler, mælkebøtter, peberrod og masser af buskrødder af forskellig art. Vi håber vi kan blive færdige med at grave, så vi snart kan få vendt gødning i og ikke mindst så alle de spændende frø vi har købt.
Det varer ikke længe før vi kan høste rababer.
Mums!!
Det lille bed i urtehaven trænger også til et god gravetur, vi må se om vi når det i år.
Store flotte knopper på Guldborg æbletræet
Akelejer på vej frem hist og her og allevegne
Det store bed i forhaven har også fået en ordentlig tur. Det er nu ikke så tosset når man kan se hvor langt man er kommet...Vi er ikke færdige, men det har været noget af et hestearbejde at komme igennem det. Vi havde store planer for forhaven men har været nødt til at prioritere. Ny plan: Vi skal have luget godt ud og så sår vi en masse lækre sommerblomster og laver en blomstereng. Der kommer med garanti lidt ukrudt frem i blomsterengen, men jeg håber på at de fine blomster kan stjæle opmærksomheden. Når vi får bedre tid og er mere afklarede i forhold til behov, laver vi en større renovering.
Forhaven "vilde" bed skal også igennem en forårsrengøring og så skal der sås regnbuelupiner, lilla valmuer og lilla akelejer. Det bliver rigtigt fint, og jeg håber det, sammen med blomsterengen, kommer til at give huset et festligere udtryk.